Efter mange års nedrustning af både socialdemokratiske og borgerlige regeringer er der endelig en forstærkning i gang af det svenske forsvar. Men det er gået meget langsomt, og der er stadigvæk usikkerhed om finansieringen. Her ses svenske soldater arbejde med en Blackhawk helikopter på Hagshult Airbase i Småland. Foto: Jonathan Nackstrand/ Ritzau Scanpix.
Efter mange års nedrustning af både socialdemokratiske og borgerlige regeringer er der endelig en forstærkning på vej af det svenske forsvar. Men det er gået meget langsomt, og der er stadig usikkerhed om finansieringen, skriver Ann-Sofie Dahl.[1]

Sverige øger sit forsvarsbudget med 40 procent. Det lyder da vildt imponerende. Og nyheden skabte begejstring også i Danmark.

»Svenskerne har forstået, hvad der skal til«, skriver tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i en entusiastisk klumme i Berlingske 20.oktober.

Det er selvfølgelig dejligt, at Uffe Ellemann-Jensen er så glad for Sverige. Men så skal man huske på, at det nuværende svenske forsvarsbudget kun er på ca. en pct. af BNP.

Det uden sammenligning laveste blandt alle landene i Østersøen.

Hvis Löfven-regeringens försvarsproposition bliver vedtaget af Riksdagen, vil det svenske forsvarsbudget nå op til cirka det niveau, som det danske er nu, ca. 1,3 pct. Altså om fem år, i 2025.

Så lyder det desværre ikke lige så imponerende.

Årsagen til den svenske oprustning er – igen – truslen fra Rusland. Den kender vi efterhånden alt for godt.

For Sverige er truslen nu sådan, at forsvarsminister Peter Hultqvist ikke engang vil udelukke et væbnet angreb mod svensk territorium. Så er der virkelig brug for en hurtig forstærkning af det svenske forsvar.

Brutal øjenåbner

I sommer var der endnu en brutal øjenåbner for Sverige.

For mens svenskerne nød det flotte sommervejr, gik det svenske forsvar i alarmberedskab. Flyvevåbnet sendte jagerfly på vingerne over Gotland, overvågningsfly patruljerede over Østersøen, og en gruppe soldater ankom med et kontingent panserkøretøjer med Gotlandsfærgen som forstærkning til det militære udstyr og de tropper, der har været udstationeret på øen i de seneste år.

I de smalle stræder i middelaldersbyen Visby gik bevæbnede soldater i kampuniform.

Det var ingen almindelig øvelse, som svenskerne var i gang med. Nej, det var en skarp militær indsats mod en reel militær trussel mod Sverige.

Svenskerne havde nemlig iagttaget tre store landgangsfartøjer meget tæt på den gotlandske kyst. De tre krigsskibe Minsk, Kaliningrad og Korolov, med ca 6.000 mand ombord, da svenskerne opdagede dem, indgik i endnu en kæmpestor russisk øvelse i Østersøen.

Efter mange års nedrustning af både socialdemokratiske og borgerlige regeringer er der endelig en forstærkning på vej af det svenske forsvar. Men det er gået meget langsomt, og der er stadig usikkerhed om finansieringen. Og hvad vil så ske efter 2025?

Nu kommer der så flere værnepligtige, to nye ubåde af den såkaldte Blekingeklasse, nye korvetter, E-versionen af JAS Gripen og nye våbensystemer, herunder amerikanske Patriot-missiler. Og så seks nye regimenter – to af dem i Falun og Sollefteå/Östersund i den vestlige del af landet for at underlette støtte fra NATO-landet Norge.

Men selv med alle de forstærkninger forbliver det alliancefrie Sverige altså det svageste led i Østersøregionen. Uden garantier om støtte udefra.

Det ved Putin godt og bliver ved med at provokere svenskerne.

Sådan vil det blive ved til den dag, Sverige – endelig – bliver medlem i NATO. Hvis altså det nogensinde sker.

Oprustningen af det svenske forsvar er derfor, desværre, ikke fordi svenskerne har »forstået, hvad der skal til«. Det er, fordi de simpelthen er nødt til det.

Ann-Sofie Dahl er ph d, svensk docent i international politik, Nonresident Senior Fellow ved Atlantic Council (US) og i mange år bosat i København. Hun er medlem af den svenske Kungliga Krigsvetenskapsakademi.

[1] Inlägget var publicerad som artikel i danska Berlingske  2 november 2020.

Mer av samma skribent