Denna artikel, publicerad i Berlingske tisdagen 18 januari och författad av ledamoten Ann-Sofie Dahl, publiceras på Försvar & Säkerhet efter välvilligt tillmötesgående från redaktionen för Berlingske Opinion.

Redaktören

Foto: Wikimedia Commons

Den svenske sikkerhedspolitik er et mærkelig mix af urealistiske forhåbninger til irrelevante aktører som FN og EU og forventninger til landets mange bilaterale aftaler, der helt mangler garantier om støtte.

Sverige og Finland er faktisk meget forskellige. Det har vi kunnet se de sidste par uger.

De to nordiske lande har ellers virkelig meget til fælles; en fælles geografi og grænse i Norden og en fælles historie, hvor Finland var den østlige del af Sverige i mange hundrede år. Og så er de jo også begge gode til ishockey.

Ikke mindst er de to militært alliancefrie i en region, hvor alle deres naboer er medlemmer af NATO. Eller allianceløse, som er det nye ord, der nu ofte bruges i Sverige af modstanderne til politikken – og de er mange.

Det vil sige, alle lande i regionen med undtagelse af én: Rusland. Den store nabo i øst, der lige har advaret de to lande imod at bevæge sig nærmere på NATO.

Klar finsk udmelding

Reaktionerne i de to nordiske lande på de russiske trusler afslører, hvor forskellige de faktisk er de mange fælles træk til trods.

I Helsinki hævede den finske præsident, Sauli Niinistö, straks stemmen over for sin russiske kollega. I sin nytårstale understregede Niinistö, med tydelig adresse til Moskva, at det kun er Finland der bestemmer, om landet skal ansøge om medlemskab i NATO.

Rusland skal med andre ord ikke bilde sig ind, at det har vetoret over Finlands – eller for den skyld andre små landes – sikkerhedspolitik.

Den finske statsminister gentog så budskabet i sin nytårstale; »Finland forbeholder sig retten at ansøge om NATO-medlemskab«, forklarede Sanna Marin.

På den anden side af Østersøen var reaktionen fra de svenske politikere meget mere tøvende.

I Sverige var det forsvarsminister Peter Hultqvist, der svarede på de russiske trusler. Hans besked var, noget overraskende, at Sverige ikke vil gå ind i NATO, hverken nu eller senere.

Det vakte også opsigt, at det var ham, og ikke statsministeren – som i Finland – der afleverede det svenske svar.

Samme gamle traver

Men det, Hultqvist sagde, var faktisk kun en gentagelse af, hvad den nye svenske statsminister, Magdalena Andersson, havde udtalt i sin regeringserklæring allerede i slutningen af november: at »Sverige skal ikke søge om medlemskab af NATO«.

Det sagde hun direkte efter den traditionelle sætning, som vi har hørt formuleret hver eneste år i den udenrigspolitiske erklæring, at den militære alliancefrihed »hat tjent Sverige godt«.

Den besked er så blevet gentaget flere gange de sidste uger, når repræsentanter for den svenske regering har udtalt sig i medierne og på den store svenske Folk og Försvarskonference. Ligesom i samtaler med Finlands præsident Niinistö, med NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, og når udenrigsminister Ann Linde tog på en hurtigvisit til Washington DC for at prøve at overtale Bidens folk til at forstærke den amerikanske tilstedeværelse i Østersøen.

Budskabet var klart: Den svenske regering overgiver ikke sin kære alliancefrihed.

Selvom det, at Sverige kategorisk udelukker medlemskab af NATO, er lige præcis det, Putin allerhelst vil høre fra Stockholm. Og selvom der faktisk er et flertal i den svenske Riksdag for en »NATO option«, lignende den som Finland har haft i sin sikkerhedspolitiske doktrin i nu mange år.

Socialdemokratisk dna

Altså at Sverige formelt udtaler, at landet forbeholder sig retten at ansøge om medlemskab i NATO. Den linje er der stor støtte for blandt de borgerlige partier. Men der er p.t. kun et flertal for »optionen« i Riksdagen, ikke for medlemskab af NATO.

Regeringen nægter dog at bevæge sig ét eneste skridt tættere på medlemskab. For de svenske socialdemokrater er alliancefriheden hellig, et spørgsmål om politisk identitet og nærmest en del af det socialdemokratiske dna.

Under Den Kolde Krig brugte Socialdemokraterna den alliancefrie – eller dengang officielt neutrale – politik som et instrument til at føre en aktiv udenrigspolitik i den Tredje Verden. Det var Olof Palmes »moralske stormagt«, der gav generøst med økonomisk og politisk støtte til revolutionære bevægelser og til radikale, antiamerikanske regimer i Tredje Verden; Fidel CastroDaniel Ortega og andre af Palmes gode venner.

I virkeligheden var den politik på mange måder stærkt umoralsk. Delvis på grund af samarbejdet med ikkedemokratiske regimer, der sendte sine meningsmodstandere i fængsel og ikke anede betydningen af menneskelige og demokratiske rettigheder. Og ikke mindst fordi den svenske regering parallelt med den officielt strengt neutrale politik mellem de to supermagter havde et tophemmeligt militært samarbejde med NATO og en række NATO-lande, herunder Danmark.

I dag er samarbejdet med NATO åbent og ikke mere tophemmeligt for det svenske folk. Men det er stadigvæk den socialdemokratiske partipolitik, der afgør det svenske forhold til NATO, ikke sikkerheds- eller forsvarspolitikken.

Det er også en kæmpe forskel fra Finland, hvad man også kunne se, da begge lande blev medlemmer af EU i 1990erne. For Sverige drejede det skridt sig om en økonomisk nødvendighed; for Finland var det et spørgsmål om sikkerhed og mulighederne for at komme nærmere på Vesten gennem det »window of opportunity« der åbnedes efter Den Kolde Krigs afslutning.

Allerede det forrige år, 1994, havde begge lande dog søgt mod NATO og det nye Partnership for Peace. De var faktisk de allerførste lande til at underskrive samarbejdet – dog uden at betragte det som et første skridt hen imod medlemskab, som PfP-landene fra Øst- og Centraleuropa gjorde.

De er nu begge med i den lille, eksklusiv gruppe med kun seks partnerlande til NATO i Enhanced Opportunities Partnership, EOP. Når Peter Hultqvist og Magdalena Andersson nu taler om, at Sverige skal uddybe samarbejdet med NATO, er det EOP de mener, ikke medlemskab. Og det er bare mere af det samme, det vil sige flere øvelser og flere konsultationer med NATO. Men uden eksempelvis deltagelse i den operative planlægning og uden sikkerhedsgarantier; de fordele er forbeholdt de allierede medlemmer.

Det svenske samarbejde i EOP komplementeres også af den såkaldte Hultqvistdoktrin, altså den lange række af bilaterale forsvarsaftaler, som Sverige har indgået i de sidste år med vigtige partnere som USA, Storbritannien, Frankrig, Polen, Norge og Danmark. Altså stort set de samme lande som i det tophemmelige samarbejde i Den Kolde Krig.

De aftaler er ikke dog ikke, som mange har misforstået, et skridt i retning mod et svensk NATO-medlemskab. Tværtimod er de en måde at undvige det på.

Den allertætteste bilaterale aftale har dog Sverige med lige præcis Finland, hvor samarbejdet er aftalt at række også »udover fred«, det vil sige i krig og konflikt.

Den slags aftaler er der virkelig brug for, da Sverige er det land – tæt fulgt af Danmark – der har det laveste forsvarsbudget i hele Østersøregionen, også efter det sidste par års forstærkninger. Men der er stadigvæk lang vej til de finske to procent af BNP.

Uden NATO og de nordiske naboers støtte ville det derfor simpelthen ikke være muligt at forsvare Sverige, har forsvarschefen, Micael Bydén, for nylig udtalt i et interview.

Hvis Rusland får, hvad det ønsker, ville Sverige og Finland heller ikke mere kunne blive ved med at deltage i mange militære øvelser med USA og NATO, der holdes næsten hvert eneste år til søs, i luften og på landejorden i den nordiske region.

Det nemmeste ville åbenlyst være bare at ansøge om medlemskab i NATO.

I stedet er den svenske sikkerhedspolitik et mærkelig mix af urealistiske forhåbninger til irrelevante aktører som FN og EU – der ikke engang er med i forhandlingerne med Rusland – og forventninger til de mange bilaterale aftaler og til EOP-samarbejdet, der helt mangler garantier om støtte.

Det er en politik baseret på ønsketænkning og forhåbninger. Det er farligt, ikke kun for Sverige men for os alle i Østersøregionen./

Forfatteren er docent i international politik og Nonresident Senior Fellow ved Atlantic Council (US). Hendes seneste bog er »NATO. Forsvar og Fællesskab i Forandring« (København: Djøf Forlag, 2021). Hun er medlem af KKrVA.
Foto: Wikimedia Commons

Mer av samma skribent